Andrés søn fik tre gange en plastikpose over hovedet og frygtede for sit liv – men den københavnske skoleleder bad ham forstå, at den anden dreng jo havde det svært

André Stæhrs søn på ni år sad i køkkenet en mandag aften i januar og fortalte sin far, at han var bange for at dø. Samme dag havde en skolekammerat i 12-frikvarteret trukket en plastikpose over hans hoved. En episode, der viste sig at få store konsekvenser. André Stæhrs dreng havde været ved at tage sko på, da den anden elev overfaldt ham. Han kæmpede imod. Den anden dreng blev ved. Tog posen over hans hoved igen. Og igen. »Det er jo ikke et blåt mærke, vi taler om. Man kan komme til skade med en pose over hovedet, og det har sat en skræk i min dreng,« siger André Stæhr. Han nikker ud mod lejlighedens fordelingsgang. »Han sad derude i køkkenet og sagde, at han er bange for at dø. Det skal en niårig ikke sidde og sige til sin far. Han skal snakke om fodbold,« siger André Stæhr. Han lyttede forskrækket til, hvad hans søn fortalte, og var forbløffet, fordi han intet havde hørt fra ledelsen på Grøndalsvængets Skole. »Altså, hvad fanden foregår der? Jeg skrev straks til skolen og bad dem kontakte mig hurtigst muligt. I mellemtiden holdt jeg min søn hjemme, så han ikke skulle møde den ballademager igen,« siger André Stæhr. Han havde – naivt, viste det sig – tænkt, at skoleledelsen ville sætte himmel og hav i bevægelse, så snart alvoren af, hvad hans niårige søn havde været udsat for, gik op for dem. Men tiden gik, og ingen reagerede. Berlingske har de seneste uger beskrevet, hvordan omfanget af vold i landets folkeskoler ifølge lærerstanden stiger i disse år. En stor del af sagerne er så voldsomme, at eleverne bag overfaldene bliver sendt hjem fra skole midlertidigt i op til ti dage ad gangen. Det er sket mindst 1.778 gange de seneste to år, har Berlingske beskrevet på baggrund af svar fra en tredjedel af landets folkeskoler. Berlingskes research indikerer tre primære forklaringer på volden: En børneopdragelse, hvor der sættes for få grænser. Dårligt integrerede børn med ikkevestlig baggrund uden forståelse for folkeskolens bløde, fællesskabsorienterede værdier. Børn med diagnoser og voldsom eller ureguleret adfærd placeret i almindelige klassefællesskaber. Direkte adspurgt peger André Stæhr i den konkrete sag fra Grøndalsvængets Skole på en fjerde forklaring som det primære problem: skoleledelsens og kommunens håndtering. Truet med en frokostkniv Posen blev tre gange trukket over drengens hoved i 12-frikvarteret mandag. Men først tirsdag sent om eftermiddagen hørte André Stæhr fra skolen. »De skrev tilbage, at de kunne tilbyde at beskytte min søn ved at sørge for, at han kunne sidde på biblioteket med en kammerat i pauserne,« siger han. André Stæhr var målløs over beskeden. En måned forinden havde samme dreng truet hans søn med en frokostkniv. Tidligere havde han truet med, at hans storebror ville komme og banke André Stæhrs søn. »Det med kniven dyssede skolen ned. De sagde, de havde afklaret det, og vi sagde endnu en gang til vores dreng, at han altid skal kontakte en voksen, hvis der sker noget ubehageligt. For så vil de voksne hjælpe,« siger André Stæhr. Men der var ingen voksenhjælp den mandag på Grøndalsvængets Skole, tilføjer han. »Efter at han havde fået den her plastikpose over hovedet, gik han til en voksen, som bad ham stoppe med at lege med den pågældende dreng. Men det gjorde han jo heller ikke – han havde været ved at tage sine sko på,« siger André Stæhr. Tirsdag kom han endelig igennem på telefon til Grøndalsvængets Skole, og nu havde ledelsen – tilsyneladende – forstået sagens alvor. André Stæhr modtog lettet besked om, at den anden dreng var blevet midlertidigt bortvist i fem dage. Bortvist elev mødte op på skolen Det blev onsdag, og André Stæhr fulgte igen sin dreng i skole. »Men til min store overraskelse var den anden dreng der i klassen, selvom han var blevet bortvist. Jeg hidsede mig relativt meget op over for klasselæreren og sagde, jeg ville ringes op af skolelederen med det samme. Så tog jeg min søn med hjem igen,« siger André Stæhr. Skolelederen ringede ifølge André Stæhr fra et kursusophold i Nyborg og forklarede, at det nok ikke var kommunikeret tydeligt nok til den anden drengs forældre, at drengen var bortvist i fem dage. »Hvordan den misforståelse opstår, ved jeg ikke. Men dér stod drengen, og min søn var virkelig utilpas ved situationen,« siger André Stæhr. I telefonsamtalen spurgte han skolelederen, om han havde tænkt sig at få den anden dreng visiteret til et specialtilbud, fortæller faren. »De kan jo ikke være i skolen sammen. Men skolelederen blev ved med at sige, at de skulle hjælpe den anden dreng også,« gengiver André Stæhr fra det, han kalder »en relativt ærgerlig« telefonsamtale: »Og ja, den anden dreng skal også hjælpes. Men det er de jo tydeligvis ikke i stand til på Grøndalsvængets Skole. En dreng med så store problemer skal være et sted, hvor de har tid til at tage sig af ham.« André Stæhr taler af personlig erfaring. Hans ældste søn har Aspergers syndrom og blev uden held forsøgt inkluderet i en almindelig folkeskole, før han kom på en specialskole. »Så jeg har set specialskoler virke. De formåede med faglighed og bemanding at få gode drenge ud gennem folkeskoleforløbet. Derfor pressede jeg også på i den her sag,« siger han. Er nok nok? Lederen på Grøndalsvængets Skole var dog ikke til at rokke. André Stæhr bad til sidst om at tale med hans overordnede i Københavns Kommune. »Hun kunne heller ikke se noget problem i, at min søn fortsat skulle gå på samme skole som sin plageånd. Hun bakkede skolelederen op og kom med den ene floskel efter den anden,« siger André Stæhr, der ikke var blevet mindre frustreret. Han følte stadig ikke, at han kunne sende sin dreng trygt i skole. »Jeg spurgte hende direkte, om det her var et økonomisk spørgsmål, og hun svarede, at ja, det var det da også,« siger André Stæhr. »Og selvfølgelig skal man udtømme andre pædagogiske værktøjer først. Men hvornår er nok nok? Med posen over min drengs hoved var min grænse nået,« tilføjer han. Nogle vil måske sige, at det ikke er din opgave at bestemme, hvilke børn der skal have lov til at gå på skolen. Hvad tænker du? »Det mener jeg nu nok, jeg som forælder må have en mening om. Man skal ikke have en dreng i en almindelig skole, som gør sådan noget her. Det er et rimeligt synspunkt. Det her var jo aldrig sket i en privatskole. Der var han røget ud på røv og albuer,« siger han og understreger, at han grundlæggende er stor tilhænger af »ideen om folkeskolen«. Overvejede du selv at tage kontakt til den anden drengs forældre for at finde en løsning? »Var det sket nede i gården, havde jeg nok banket på hos forældrene. Men når det foregår i skolen, ville det være mærkeligt af mig at gøre andet end at gøre skolen opmærksom på det,« siger André Stæhr, der i stedet brugte sin energi på skoleledelsen og forvaltningen. Hans søn måtte skifte skole Men efter samtaler med to forskellige skolechefer i Københavns Kommune stod han med det klare indtryk, at ingen havde tænkt sig at løse hans søns problemer på Grøndalsvængets Skole. I afmagt spurgte han til sidst forvaltningen, om de så i det mindste kunne hjælpe med at finde en ny folkeskole til hans egen søn. »Svaret kom lige på sekundet: Det kunne de sagtens hjælpe med. Men det er jo i mine øjne kernen af problemet: at man vil hellere hjælpe det barn, der udøver volden, end det barn, det går ud over,« siger André Stæhr og tilføjer: »Det virker meget mærkeligt for mig.« Berlingske har forelagt André Stæhrs udtalelser for Grøndalsvængets Skole og Københavns Kommune. I en kommentar skriver Børne- og Ungdomsforvaltningen, at »episoden peger ind i en problemstilling, hvor skolerne skal balancere mellem hensynet til et barn, som udsættes for grænseoverskridende adfærd, og opgaven med at få et andet barn til at forstå, hvordan man skal opføre sig«. »I det her tilfælde er der åbenlyst en far, som ikke synes, at den balance er ramt, men vi kan forsikre om, at skolerne gør sig umage og trækker på tværfaglig hjælp, når det er nødvendigt,« lyder kommentaren videre: »Vi forstår godt de forældre, som går i beskyttelsesmodus, hvis deres barn oplever grænseoverskridende adfærd. Vi forstår også godt ønsket om at flytte skole eller klasse. Det er en løsning, som man af og til tyer til, men det er ikke altid det, som løser problemet.« Forvaltningen tilføjer, at områdechefen, som André Stæhr talte i telefon med, ikke genkender at skulle have sagt, at det »var et økonomisk spørgsmål«. Grøndalsvængets Skole er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse. Berlingske har også givet den anden drengs far mulighed for at kommentere André Stæhrs udtalelser og historien fra Grøndalsvængets Skole. Han er heller ikke vendt tilbage på avisens henvendelse. Trygt miljø? »Ikke min oplevelse« André Stæhrs søn skiftede efter ganske få dage til en anden folkeskole og har det i dag godt, fortæller hans far. Han havde insisteret på, at skoleskiftet kom prompte, for at episoden ikke førte til skolevægring, og fordi han under ingen omstændigheder ville sende sin søn tilbage i skole med drengen, der havde taget en pose over hans hoved. Så få dage senere startede han i en ny klasse på en ny skole i København. Han blev budt velkommen i klassen og med det samme inviteret til at spille fodbold i frikvarteret. »Det var stort for ham. Det er det gode med drenge, at så snart der er en bold, er de hurtige til at lege sammen,« siger André Stæhr. Han tilføjer, at han selvfølgelig godt ved, at drenge også er drenge, og at man må regne med en vis grad af »almindeligt skubberi« i enhver folkeskoleklasse. »Men det her gik så meget ud over grænsen, at jeg ikke kunne se gennem fingre med det. Mest af alt er jeg frustreret over, at skolen ikke på nogen måde har været tydelig om, at det er fuldstændigt uacceptabelt, at mobning og chikane og sidenhen vold finder sted,« siger André Stæhr. Han henviser til, at det i øvrigt fremgår af skolens hjemmeside, at »alle børn har ret til et mobbefrit børneliv i et trygt undervisningsmiljø«. »Det var sgu ikke min oplevelse,« siger André Stæhr. Berlingske har læst Aula-beskeder, som bekræfter farens udlægning. Avisen har også hørt André Stæhrs søns egen udlægning. https://www.berlingske.dk/indland/andres-soen-fik-tre-gange-en-plastikpose-over-hovedet-og-frygtede-for-sit